Blog

Om at erkende sig selv om ’underdog’ og lykken ved at stræbe efter noget større.


Om at erkende sig selv om ’underdog’ og lykken ved at stræbe efter noget større.

Jeg har netop været af sted som supervisor på Metakognitiv Masterclass, som er den internationale metakognitive uddannelse. Og selvom jeg har lavet metakognitiv terapi i årevis og har været med til at udvikle en metakognitiv gruppeterapimanual i samarbejde med min læremester professor Dr. Adrian Wells, grundlæggeren af metakognitiv terapi, bliver jeg altid overvældet over hvor højere dvs. mere udviklet, omfattende, dybere og bedre Adrian er, end jeg, til at lave Metakognitiv terapi. Han er ganske enkelt niveauer over alle terapeuter, jeg har mødt.

Det oplevede jeg især i den periode, hvor vi var en lille håndfuld psykologer, der fast rejste til Manchester og fik personlig supervision af Adrian i 6 – 7 timer i træk. Jeg var fuldstændig overvældet af Adrians visdom og erkendelsen af, at metakognitiv terapi i alt sin enkelthed er langt mere omfattende, end jeg havde nogen idé om.

I bogen ”Mesterlære – en livsfortælling” forklarer musikeren Peter Bastian, hvordan en klassisk musikers job i bund og grund handler om at levendegøre en node. En node rummer ingen mening i sig selv. Informationsmængden i den er tonehøjde, tonestart, toneslut og tonstyrke – men der er ingen som helst musik i en node. Nodens mening opstår først, når den levendegøres i musikeren, som når f.eks. Billie Holiday åbner munder og synger ”Lady sings the blues”. Da opstår meningen med teksten og noderne, som står på sangerindens papir. Tætheden og rigdommen af detaljer i Billie Holidays sang er astronomisk og umådelig komplekst i forhold til informationsmængden, der står i den meningsløse og relativt betragtet stupide node.

Det samme gælder, når man laver psykoterapi. Terapien kan laves på en måde, hvor den nok så korrekt følger manualen, men den er instrumentel og bevidstløst uvedkommende. Den kan også laves på en måde, hvor den smyger sig rundt om klienten med en svimlende kompleksitet og relevans. Det sidste kan ikke læres ved, at man tager et kursus eller læser en bog. Det handler nemlig om terapeutens personlighed og visdom – og ikke mindst en læringsproces, hvor man har en ydmyghed, evne og villighed til at suspendere det antihierarkiske lighedsideal, hvor alle ser sig selv som jævnbyrdige, der gennemsyrer alle relationer i vores moderne samfund.

Når vi fik supervision af Adrian var det karakteristisk for supervisionen, at vi ikke var tilnærmelsesvis jævnbyrdige. Adrian var bare højere end os. Vi gik ganske enkelt ikke ind i diskussioner, hvor vi gensidigt opdagede noget om psyken og metakognitiv terapi. Den fælles udfordring lå i at løfte alle os andre op på Adrians højere niveau.

Adrian var komplet uinteresseret i at gå ned på vores niveau, men til gengæld dybt interesseret i at løfte os andre op i hans univers. Han var ligeså passioneret for at give os noget og løfte os op som vi var passionerede for at stå på tæer og tage imod alt det vi fik. Men selvom vi havde det sjovt og gik på pub og drak øl til frokost, var der aldrig tvivl om det naturlige hierarki, og det gjorde supervisionen outstanding og vores læringskurve stejl.

Og netop det forhold, at det naturlige hierarki aldrig kortslutter og ingen er i tvivl om hvilken vej pilen vender, er Ifølge Peter Bastian karakteristisk for en mesterlære – elev relation. Mesterlæren er ganske enkelt karakteriseret ved tilstedeværelsen af et naturligt hierarki.

Desværre har mange af os en stor modstand mod hierarkier. Vi kan ikke begrænse vores modstand mod, at de eksisterer og kan ikke rigtigt begå os indenfor dem. Hvis vi har det sådan, vil vi hele tiden forsøge at bedrage lærer – elev relationen ved at prøve at benægte, at det naturlige hierarki eksisterer.

Problemet er bare, at når det naturlige hierarki benægtes og alting bliver sideordnet, så daler det samlede ambitionsniveau. Og når ingenting er bedre eller mere vigtigt end andet, så bliver eleven en sjuskedorte og læreren mister sin interesse i eleven.

Jeg har selv oplevet at miste interessen i en elev. Hver gang jeg ’gav’ noget, som eleven ’tog imod’ kom der altid en kommentar: ”Åh ja, det vidste jeg jo egentlig godt i forvejen” eller ”tak, jeg behøver det egentlig ikke, men nu hvor jeg har fået det, så lad mig da bare bruge det” .

På det tidspunkt handlede det ikke længere om elevens læring eller om at opnå noget højere. Læringen var blevet sideordnet med elevens behov for at bortdefinere det naturlige hierarki, som paradoksalt kom til at dominere relationen. Læringen blev fuldstændig sekundær og druknede i elevens bestræbelser på at gøre relationen uautentisk ved at forsøge at sløre og benægte den kendsgerning, at hun var elev, og jeg lærer og derfor kunne jeg heller ikke længere fungere som lærer.

Og det var en skam. Ikke kun fordi det forhindrede eleven i at udvikle sig, men fordi det forhindrede eleven i at opleve glæden ved at være ydmyg. Glæden ved at kunne genkende noget storslået i sig selv eller andre, når man møder det. Glæden ved at flytte sig opad og ved at befinde sig i et vertikalt spændingsfelt, som Peter Bastian kalder det, når man oplever et krav om vækst.

Det er langt fra alle hierarkier, som er sygelige i den forstand, at de handler om at begrænse andre mennesker. Når det drejer sig om vækst, er der stort set altid et naturligt hierarki indbygget. At underkende det er forstillelse og ødelægger vores egne vækstmuligheder.

***

Så hvordan genkender og suspenderer man sit ubehag mod hierarkier, hvis nu man gerne vil vækste og udvikle sig?

Det gør man ved at sikre sig, at ens egne følelser ikke kommer til at stå i vejen for udviklingen. Ellers bliver det umuligt at lære noget nyt. At lære noget nyt er pr. definition ubehageligt.

Et godt sted at starte er at insistere på ikke at være tyranniseret af sine egne følelser. Følelser er bare vores indre liv. Vores indre liv må godt være der. Vi behøver ikke at få det til at gå væk eller handle på det.

En anden god idé er at identificere vores grublerier af arten: ”Hun har noget, men jeg har til gengæld noget andet, hun ikke har” og sætte en stopper for den slags grublerier.

Det er naturligvis bare et start sted. Men det er et rigtig godt start sted. Prøv det i en periode, og se hvor det bringer dig hen.

Jeg gør det selv hver dag: Tillader ikke mig selv at være tyranniseret af mine egne følelser. Det er ikke nemt, men hver gang jeg står distancen, kommer jeg et skidt tættere på mit mål. Og så opdager jeg som bivirkning, at jeg ikke er styret af mine følelser.

 

Kh Sisse

Ps! Det er muligt at hun har noget andet, du ikke har, men det er uinteressant. Det er udelukkende interessant, at hun har noget, du ikke har.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *