Blog

2016: Det nye sort


Der er mange bud på, hvad der bliver ’det nye sort’ i 2016. Grøn realisme, Leasing, Mikrobiomer, Senior-sex og Brætspil er blandt kandidaterne.

Én ting er dog sikkert. Det nye sort bliver aldrig det gamle sort. I hvert fald ikke i min bog.

Traditionen tro har jeg psykologvagt henover jul og nytår, så jeg er til at få fat i, hvis nødvendigt.

Og det blev det for Mona for nogle år tilbage. Hun havde allerede haft nogen sessioner hos mig, og var så småt på vej ud af sin depression. Men så kom julen og Mona blev sort indeni.

Mona var enestående og det samme var hendes historie. Hun havde mødt manden i sit liv, og var for første gang nogensinde lykkelig. Indtil hendes livs kærlighed blev syg, og forsvandt. Men kun rent mentalt. Fysisk var han der stadigvæk, men kun som et tom skal. I takt med at sygdommen skred frem ændrede hans personlighed sig så meget, at hendes livs kærlighed til sidst kun var en sølle skygge af sig selv.

Monas fortælling var tryllebindende og smertefuld. Når jeg snakkede med hende, var det som at se kærlighedsfilmen Benjamin Buttons forunderlige liv, der handler om manden, som bliver født som 80-årig og ældes baglæns og hans elskede der blot kan se på, mens han forsvinder stadig dybere ind i et infantilt univers. Filmen ender med, at manden dør som spædbarn i armene på sin elskede.

Hulk.

Jeg forstod ALT Mona følte.

Men det var ikke det, Mona havde hyret mig til. Og jeg var heller ikke i biografen. Mona havde hyret mig, fordi hun havde en depression – og den ville hun af med. Hun havde allerede mistet sit livs kærlighed. Hun ville ikke også miste sig selv.
Så jeg tog arbejdstøjet på, og hjalp Mona ud af mørket.

***

Julen er en skøn tid for de fleste. Den kan samle venner og familie til hygge og gode stunder. Men den kan også vække sorg og minder. Minder om noget vi engang havde – og sorg over, at vi ikke har det længere eller måske aldrig har haft det. Og det var nøjagtig hvad der skete for Mona, da hun besøgte sin elskede på plejehjemmet juleaften. Julen vækkede hendes kolossale sorg og ensomhedsfølelse.

Paradoksalt nok er julen den vanskeligste tid at få hjælp i, hvis man har brug for det. Psykiatrisk skadestue er stort set den eneste mulighed, og her kan man i bedste fald få noget beroligende indtil personalet kommer tilbage fra juleferie.

Derfor sidder jeg på min pind i julen. Og når det igen bliver hverdag, tager jeg lige et par fridage, og så lukker jeg igen op for nye Skypeforløb.

Men… For at være 100% ærlig, så er mine forløb ikke for alle med stress, angst og depression.

Mine forløb er ikke noget for dig:

  • hvis du har en on-going flirt med det gamle sort, som du ikke ønsker at bryde med.
  • hvis ikke du i sandhed er motiveret for forandring.
  • hvis du leder efter et quick fix eller en snedig smutvej.
  • hvis du grundlæggende mener, at medicin er svaret på dine bønner (Medicin er ikke et eksklusions kriterie, men dit forhold til medicinen kan være det.)

For når først vi går i gang, handler det ikke længere om at ”lære at leve med det”, men om at komme over det og lægge det bag sig.

  • Så vær parat til at sige farvel – ikke til dårlige dage, men til vedvarende negative følelser.
  • Vær indstillet på at sige goodbye til at analysere dine tanker og følelser og blive ved med at prøve at forstå hvorfor du er som du er, og hvorfor du har det, som du har.
  • Vær klar til at fyre din indre CIA agent, som overvåger alt, du finder truende.
  • Og sig adiós til dine undgåelsesstrategier, som alligevel aldrig har virket.

Men tænk dig godt om, inden du booker et forløb. Det kan være, at der kun er få sessioner mellem dit gamle sort og en ny tilværelse med mange forskelligartede tanker og følelser.

Kh Sisse

PS. Jeg søger ambassadører. Mit arbejde er i høj grad tillidsbaseret, og de fleste mennesker vil rigtig gerne høre, hvordan andre har oplevet samarbejdet med mig, inden de selv kaster sig ud i det. Så hvis du har oplevelser, du gerne vil dele på min side og helst med navn og billede, så vil jeg meget gerne høre fra dig. Send en mail til hello@sissefindnielsen.dk

PPS. Du havner ALDRIG som case på min side. ”Mona” er ikke fiktiv, men hun er vredet, drejet og tvistet til total uigenkendelighed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *