Blog

2017 Shitty-life grublerier


2017 shitty-life grublerier.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har set frem til 2017. For mig personligt har 2016 været et år med mange opgaver og udfordringer – og alt for lidt tid til bare at ”være til”. Og selvom jeg jo godt ved, at lykken ikke står og falder med navnet på kalenderåret, så har jeg alligevel set frem til det nye års begyndelse, i håbet om at kunne efterlade en række kvaler og besværligheder tilbage i det gamle kalenderår.

Men hell no om det har været tilfældet indtil nu. Jeg har stort set ikke haft andet end ballade siden 1. Januar 2017. Det startede det allerede nytårsaften, hvor jeg fik feber og ondt i halsen.

Sygdom er virkelig et problem, når man er selvstændig, og jeg sørger da også altid for at blive influenzavaccineret op til sæsonen. Ikke desto mindre er moder natur ikke sådan at løbe om hjørner med, og således blev jeg ramt af et æselspark af en ikke-influenzavirus nytårsaften, der sendte mig direkte i gulvet.

I sådan en situation er der ikke andet at gøre end at overgive sig til den, og jeg ved nøjagtig, hvordan den forløber: først et par dage med ondt i halsen. Derefter 1-2 uger med en giga forkølelse hvor mit hoved er ved at eksplodere.

Fint nok, jeg overgiver mig. Bortset fra at jeg altså skulle starte et nyt certificeret metakognitivt gruppeforløb op d. 5 januar, hvilket umuliggjorde at jeg lagde mig ned.

***

Heldigvis forbarmede skæbnen sig over mig, så jeg fik det væsentligt bedre på selve dagen og sagtens kunne tage af sted. Og da jeg først var sammen med mine skønne kursister, kom jeg i en tilstand af total selvforglemmelse, hvor jeg lod mig opsluge af alle mulige spændende ting, der fuldstændig lagde beslag på min opmærksomhed. I løbet af tre timer ”forsvandt” alle mine forkølelsessymptomer – i hvert fald i 3 timer.

Forleden kom så dagen, hvor jeg skulle præsenteres for første udkast til mit nye website, og som jeg havde glædet mig som en lille baby til at se. Mit website er langt fra blot et website. Det er mig! Og da jeg personligt har flyttet mig siden sitet blev etableret, er tiden kommet til et nyt site der i højere grad afspejler, hvor jeg er i dag.

Det er imidlertid utrolig svært at vurdere, hvordan andre mennesker tolker ens drømme og omsætter det til et website – og altså i mit tilfælde mig. Min kontakt hos webbureauet var imidlertid meget overbevisende og forsikrede mig om, at mine bekymringstanker var overtænkning. Ja, det sagde han faktisk ordret, og jeg besluttede mig for at tage det roligt.

Og det var godt jeg gjorde det, for da jeg trykkede på linket til min testside, brød min verden sammen. Intet kunne være mindre mig. Jeg hadede simpelthen ALT det, jeg så.

***

Med det shit jeg har oplevet i år, er det heldigt, at jeg ikke har bekymret mig mere. Jeg har mildt sagt været i kælderen over websitet et par dage, men jeg er lykkelig for, at jeg ikke også tog bekymringerne på forskud. Bekymringer på forskud havde absolut ikke ændret noget, men havde forpestet mit humør lang tid før den store skuffelse. Jeg ville udelukkende have haft endnu mindre overskud at stå imod med, da skuffelsen viste sig at være en realitet.

Ikke at bekymre sig, er ikke det samme som ligegyldighed eller sjuskedorte eller ikke at tage sine forholdsregler. Jeg havde gjort alt hvad jeg kunne for at sikre en god proces.

Jeg.
Kunne.
Ikke.
Have.
Gjort.
Mere.

Men shit happens! Der sker ulykker. Ting går galt. Og man render ind i de forkerte folk. Det er i sig selv problematisk.
Men det er endnu mere problematisk at lade sig gå på ved at bekymre sig og give sig selv mentale skideballer, når det sker.

Jeg var ekstremt ked af det et par dage, men jeg lader mig aldrig rigtig gå på. Det skyldes hverken at mit liv er fantastisk, eller at jeg er det. Det er derimod en disciplin min læremester Adrian Wells tvang mig til at lære, da jeg i sin tid udviklede behandlingsmanualen til metakognitiv gruppeterapi.

Og det har virkelig været hjælpsomt, da der er masser af ting i livet, som principielt kunne gå mig på og forhindre mig i at gøre eller turde ting. I stedet har jeg lært, hvordan jeg kommer videre. Ikke ved at fortrænge eller benægte det skete, men ved slet og ret at komme videre.

***

Onsdag d. 1 februar 2017 kl. 17.30 starter mit næste certificerede metakognitive gruppeforløb, og det er hamrende relevant for dig, som lader dig gå på og har svært ved at komme videre.

Hvis du har den slags problemer, er du nemlig ”disponeret” for at udvikle stress, angst og depression. Ikke i genetisk forstand, men i den forstand at du tænker alt for meget.

I dag ved vi nemlig, at stress og psykisk lidelse ikke handler om hvad vi tænker over, men om, hvor længe vi tænker over det og hvor meget vi føler, at vi selv kan bestemme, at vi tænker over det.

Hvis du ønsker at forebygge stress, angst og depression – eller allerede har det og gerne vil af med det, eller hvis du bare ønsker at begrænse din overtænkning og nægter at lade dig gå på af det, kan du stadig nå at booke en plads på mit næste hold.

Certificeret metakognitiv gruppeterapi starter onsdag d. 1 februar kl. 17.30 – 20.30 og løber over 4 onsdage tom. onsdag d. 22 februar 2017.

Pris: kr. 3950,- som kan opdeles i 4 rater.
(og er du medlem af sygeforsikringen Danmark får du yderligere kr. 1200,- i tilskud til forløbet)

Du kan tilmelde dig lige her.

Det var vist alt for denne gang. Åh nej forresten, jeg glemte at fortælle, at jeg holder kurset ‘Forebyg stress og boost din hverdagsperformance’ i weekenden, der kommer NU – og der er endnu 2 pladser tilbage. Kurset er til dig, der vil forebygge stress og booste din performance eller bare foretrækker at få hele moletjavsen (og mere til) serveret i ét skud.

Godt så. Ikke flere shitty life grublerier fra min side.

Fortsat god mandag!

Kh Sisse

OBS! Jeg har solgt klinikken MIND CPH i Bredgade og har ingen tilknytning til stedet længere. Tjek altid om din metakognitive behandler er certificeret i metoden.

2 svar til “2017 Shitty-life grublerier”

  1. Din hjemmeside ser da godt ud :o) og tak for indholdet.

  2. Tak for en dejlig mandag morgen kommentar:)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *