Blog

3 bud på mental sundhed


Jeg håber I nyder de sidste timer af påskeferien.

Det gør jeg – især fordi jeg har brugt en del af ferien på arbejde. Blandt andet er jeg blevet interviewet til 2 forskellige magasiner om to vidt forskellige problemstillinger.

Alligevel var der én ting, som gik igen i begge interviews – og som går igen hver eneste gang, jeg bliver interviewet. Nemlig spørgsmålet:

”…Og vil du så afslutningsvist komme med 3 konkrete råd til hvordan man løser X?”

Åhh, journalister elsker konkrete råd til, hvordan man løser x, hvordan man får styr på x og hvordan man undgår x.

Og det er bestemt ikke, fordi jeg ikke forstår dem.

Det ville være SÅ vidunderligt, hvis der virkelig fandtes en ”opskrift”.
Jeg mener, hvem ville ikke gerne have fingrene i “opskriften” ?

Personligt ville jeg ikke være for fin til at takke ja.

***

Det konkrete er dét vi søger, når vi ikke kan holde livets kompleksitet ud.

Problemet er bare, at livet er komplekst. Og vi kan ikke lukke kompleksiteten ned.

Så desværre. Der findes ingen opskrift.

Ikke desto mindre vil jeg alligevel vove pelsen – og give mine 3 bud på noget, der tilnærmelsesvis minder om en opskrift.

Nemlig opskriften på mental sundhed:

✔️Anerkend, at tingene bevæger sig hele tiden i et liv.

Man kan aldrig falde til ro i livet, for pludselig er situationen en anden, end den man troede, som man så skal forholde sig til, og det kan være virkelig svært.Men når man forstår, at livet er i konstant bevægelse, så kan dén erkendelse åbne op for mange måder at leve på, som kan vise sig at være et godt liv – også selvom det er et andet liv, end det liv, man forestillede sig.

Det er grundlæggende en infantil forestilling, at vi en dag falder til ro og bliver voksne og modne én gang for alle. Modenhed handler om at indse, at livet konstant forandrer sig, og hele tiden kaster nye udfordringer af sig.

Vi må anerkende, at livet består af forskellige faser og ikke betragte faserne som problematiske i sig selv. Og så må vi finde en måde, at være tilstede i livet på de vilkår, vi nu engang har og håndtere de udfordringer, der er.

Det indebærer blandt andet, at vi holder op med at benchmarke livet op imod det billede vi har af hvordan, livet burde være. Det gør nemlig, at vi konstant føler os forkerte og bagud.

✔️Tag kontrol over dit liv.

Vi kan gøre mange ting for at stimulere og få det bedste frem i os selv på alle tidspunkter i livet.Find ud af hvem, du gerne vil være. Hvilket liv vil du gerne leve (job, krop, sundhed, relationer, økonomi mm.) – ikke ud fra en utopi, men med udgangspunkt i, hvad er muligt. Lav derefter en plan og gå benhårdt efter den.

Forfølg de ting, der har værdi for dig og stol på, at du kan håndtere den stress der følger med, når du begynder at tage kontrol over dit liv.

Forskningen har talt: det er langt sundere for helbredet at jagte sine drømme, end det er, at planlægge sit liv efter at undgå ting, der er ubehagelige eller vanskelige.

✔️Tag kontrol over dit sind.

At få styr på sindet handler om at forebygge, at negative tanker og følelser tager overhånd og udvikler sig til patologisk stress, angst og depression.

Sindet kan ikke kontrolleres efter samme principper som vores ydre liv. Når det drejer sig om vores indre verden af tanker og følelser har vi behov for en ny definition af kontrol, som handler om at turde slippe kontrollen:

Når du holder op med at prøve at kontrollere uønskede tanker og følelser, stopper de med at kontrollere dig!

Kontrol over sindet handler altså ikke om at slippe for negative tanker og følelser. Det handler om, at vi udvikler tillid til, at vi kan håndtere dem, selvom de er vanskelige. Når vi lærer, at der ikke er nogen indre hændelser, som vi skal beskytte os imod, kan vi finde ro i os selv.

Dyrk en praksis f.eks. yoga, meditation eller psykoterapi, som lærer dig at håndtere negative tanker og følelser – og hjælper dig med at udvikle mental fleksibilitet, som er et indeks for mental sundhed og en modgift mod stress, angst og depression.

***

Som du kan se, er der tale om 3 overordnende bud, der er vanskelige at omsætte til konkrete to-do’s for at være home free.

Når det er sagt, så er der faktisk noget helt konkret, DU kan gøre i forhold til bud nr. 3.

For tirsdag d. 24 april kl. 17 starter næste MindFit forløb op – og der er stadig ledige pladser. Du kan helt lavpraktisk tilmelde dig hos Arndal Spa & Fitness.

Kh Sisse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *