Siden jeg fik hjernerystelse sidste lørdag, har jeg ikke kunne fortsætte mit ’4 week intense training’ forløb. Men jeg har det meget bedre og i fredags fik jeg tjekket mit blodtryk, som var pænt forhøjet hele dagen efter traumet (tak til min stressrespons for at slå til i kritiske situationer!), men det er igen nede på 120/80, som er mit normale blodtryk, så i dag besluttede jeg at prøve at træne alene og i mit eget tempo, og det gik fint.
Så slut med 15.000 skridt om dagen gåture – NU genoptager jeg træningen, dog uden Lotte. Hende tør jeg først involvere om en uge.
Èn af de ting, som inspirerede mig til at træne i dag, var en snak jeg havde med en atlet forleden. Hun havde netop trænet hårdt, da vi mødtes i den bragende sol. Jeg spurgte høfligt om hun kunne holde træningen ud i varmen, og et kort øjeblik gloede hun på mig som om jeg var idiot. Hun svarede overbærende, at hun jo var nødt til at kunne træne i al slags vejr, og så gad hun ikke tale mere om den slags ligegyldigheder.
Vejret skulle vise sig blot at være én blandt mange ting, hun ikke lod sig gå på af. ALT i hendes liv var tilrettelagt med det formål at bakke op om hendes sportslige præstationer: måden hun trænede, sov, spiste og holdt ferie på. Faktisk var hendes bolig mere et pitstop, end et egentligt hjem.
Men det, der virkelig inspirerede mig var hendes evne til at droppe den indre selvsnak. Altså det forhold, at vi går og coacher vores indre oplevelse og benchmarker den op imod vores idéer om det perfekte øjeblik. For når vi coacher det forhåndenværende øjeblik, vil vi altid have indvendinger mod det. Så er der altid noget, der ikke føles rart. Noget, vi vil væk fra eller hen til, eller nogle behov vi først skal tage os af – og så forpasser vi adgangspunktet til virkeligheden, som altid er NU.
Så i dag gik jeg altså bare hen og trænede. Og det gik jo fint.
Skriv et svar