Blog

Cut loose og rejs dig op


Forleden sad Aladdin i min praksis. Ja, det hed han naturligvis ikke, men det kalder vi ham bare.

Aladdin var alvorligt stresset og følte sig overmandet af bekymringer. For at slippe for sine bekymringer var Aladdin begyndt at meditere. Og indtil for nylig havde meditationen også hjulpet ham.

Så længe Aladdin trak vejret ind af det ene næsebor og åndende ud af det andet – og samtidig sagde et mantra, lagde øvelserne så meget beslag på hans åndsevner, at han var ude af stand til at bekymre sig. På den måde havde Aladdin lært sig et hav af fabelagtige teknikker til at manipulere sit bevidsthedsindhold med.

Problemet var bare, at effekten var kortvarig. Så snart Aladdin stoppede med at meditere, var bekymringerne tilbage. Hvis blot han sænkede paraderne et sekund, ville bekymringerne invadere hans sind. Sådan følte han det i hvert fald.

Faktisk følte Aladdin sig efterhånden som en syltetøjsmad på en sommerdag, der kæmpede en lang og forgæves kamp med at holde fluerne stangen.

***

Kun et par timer senere sad Snehvide i min sofa (Ja, det hed hun naturligvis heller ikke). Snehvide var også desperat, fordi hun ikke kunne sove. Og jeg mener seriøst desperat. Ikke sådan, som vi alle har det ind i mellem, når vi ikke kan sove.

Snehvide led af patologisk søvnmangel, og havde udviklet svær angst for ikke at få sin nattesøvn.

For at generobre sin nattesøvn, havde Snehvide været igennem et søvnpresforløb, der i første omgang havde hjulpet hende. Nu var søvnproblemerne imidlertid kommet igen, og derfor sad hun i min konsultation.

Og nøøøj, hvor gjorde hun mange ting for at falde i søvn: inden sengetid tog hun melatonin og udførte en lang række rutiner for at ”forberede” sig på natten. Når hun lagde sig i sengen, fokuserede hun på sit åndedræt. Og når hun alligevel ikke kunne falde i søvn, stod hun op og foretog sig noget. Alt sammen ting hun havde fået at vide, hun skulle gøre.

Adspurgt hvad fordelen var ved at gøre alle disse ting, når hun nu var grundtræt og helst bare ville sove, svarede hun: ”jeg skal gøre mig selv træt, så jeg kan falde i søvn”.

Som om hun ikke var ved at dejse om af træthed i forvejen!

***

Aladdin og Snehvide har det tilfælles, at de slås med den forkerte modstander.

Nøjagtig ligesom drengen her.

Når det bliver aften, og sengetiden nærmer sig, forbereder Snehvide sig på kamp, frem for blot at ’læne sig tilbage’ og overgive sig til trætheden.

Of course, hun ikke kan sove!

Og så længe Aladdin er optaget af at løbe væk fra sine tanker, opdager han ikke, at der ikke er nogen, der følger efter ham.

No wonder, han ikke kan slappe af!

***

Som mennesker er vi fra naturens side udstyret med et usædvanligt talent for at ville løse vores problemer, og det er en gudbenådet gave, hvis vi vel og mærke løser de rigtige problemer.

Men hverken patologisk stress eller søvnløshed er problemer, der kan løses ved at arbejde direkte på symptomerne ved eksempelvis at sidde i lotusstilling og drikke kamillete – eller ved at gå i seng mens ’søvnvinduet er åbent’.

For stress og søvnløshed er symptomer på en fejlagtig overbevisning om manglende kontrol over en ubehagelig skadelig tilstand.

Når først du er indehaver af den overbevisning, kan du sidde i lotusstilling og drikke kamillete fra nu af og til juleaften uden at få det er hak bedre. For det fjerner ikke overbevisningen, men fodrer den tværtimod.

Og det er præcis hvad pigen, der hjælper drengen i videoen ovenfor, har forstået.

Hun symptombehandler ikke ved at berolige drengen eller give ham en kop kamillete, men rejser ham op og fjerner dermed den fejlagtige overbevisning, som giver anledning til symptomerne. Og dét fjerner problemet.

***

I grunden er Snehvide og Aladdins adfærd ikke spor mærkelig, for verden bugner med tilbud om symptombehandling:

Hvis du ikke kan sove…

  • så tænk noget rart
  • skriv dine tanker ned
  • drik kamillete
  • you just name it

Hvis du har stress…

  • få styr på din kalender
  • sig fra
  • stil krav
  • mediter
  •  ___fill in the blank….

Når den slags råd ikke hjælper, betyder det ikke, at der ikke er hjælp at hente. Det betyder bare, at du har fat i det forkerte problem, og er i gang med at symptombehandle.

***

Der er flere veje til at fjerne fejlagtige overbevisninger om, at du er magtesløs og ikke har kontrol over din situation, hvis du lider af stress, angst eller søvnløshed. Og én af vejene er metakognitiv gruppeterapi.

Jeg starter nye hold torsdag d. 22 februar (ugen efter vinterferien) og der er stadigvæk ledige pladser. Forløbet koster kr. 3950,- ( 12 sessioner) og sygeforsikring Danmark giver tilskud på kr. 1200,-.

Jeg har dog ikke tænkt mig, at servere dig flere kopper kamillete. I stedet for skal du rejse dig op – så du kan opdage, at du allerede er fri af situationen – og genvinde følelsen af at have kontrol over en situation, som du i virkeligheden aldrig har mistet kontrollen over.

Kh Sisse 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *