Blog

Dag 1 på 4 week intense training.


DAG 1. Mandag var første dag på mit 4 week intense training forløb hos Lotte Arndal. Dvs. det bliver ikke helt 4 weeks, for arbejde gør, at jeg ikke kan træne efter planen i uge 2, da jeg er i udlandet. Derfor må programmet tilpasses mine særlige omstændigheder.

Ofte sker der det, når man ikke kan følge et projekt 100%, at man udskyder projektet til en dag, hvor alt passer og kan lade sig gøre. Og derfor kommer man aldrig i gang. Den perfekte periode i ens liv, findes ganske enkelt ikke.

Derfor har jeg besluttet mig for ”bare” at gå i gang, og så bliver det MIT program – og så perfekt, som det nu kan blive, når jeg må ændre på dele af programmet.

Jeg var en anelse spændt på hvad der ventede mig til første træning, da Lotte har mere end antydet, at det vil blive hårdt, og det var det i sandhed også, men jeg var fuld af håb og optimisme, så jeg tog de indledende tæsk i stiv arm.

Mine udfordringer handler først og fremmest om hverdagsstress, der kommer i vejen og spænder ben for at jeg lykkes med de ting, jeg i bund og grund gerne vil. Specielt er for lidt søvn et issue for mig og det samme gælder tilfældig mad og drikke i form af take-away og to-go kaffe. På den måde kommer projektet til at stille store krav til min evne til at planlægge hverdagen, hvis det skal lykkes.

Dag 1 gik dog forrygende og det lykkedes mig, selvom jeg kom sent hjem, at købe nogle bøffer , asparges og tomater på hjemvejen, som blot røg på en pande. På den måde fik jeg en perfekt aftensmad, selvom jeg ikke havde planlagt noget. Og så købte jeg faktisk en stor jordbærkage fra Lagkagehuset på hjemvejen. Ikke til mig, men til resten af familien, som bl.a. består af en 12-årig elite-fodboldspiller, som træner hårdt og godt må få den slags kalorier.

Resten af familien behøver ikke lide under mit selvoptagede projekt, og jeg kan sagtens servere den slags lækkerier uden selv at gå om bord i dem, men bare drikke en kop te. Faktisk synes jeg kagen var ret smuk, og for mig er det blot ligesom at have en flot buket blomster på bordet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *