Blog

Din stress er ikke kronisk.


De fleste af os er stressede sommetider. Og netop fordi vi kun er det sommetider, er det ikke et problem. Så ordet sommetider er ikke uvæsentligt, når vi taler om stress. Faktisk er det langt mere afgørende for vores stressoplevelse, hvor længe vi føler os stressede, end det er, hvor stressede vi rent faktisk føler os.

Vi kender det alle sammen fra hverdagen, f.eks. når vi pludselig er ekstremt pressede på grund af kombinationen sygt barn + en deadline – og synes, vi har haft en stresset og ligefrem rædselsfuld dag. Men pludselig tænker vi ikke mere over det, og så går det over.

Hvis du derimod lider af stress, er historien en helt anden…

Når først du har stress, oplever du typisk, at du har mere eller mindre kroniske stresssymptomer. Uanset hvor du befinder dig og i hvilken sammenhæng, har du symptomer som f.eks. uro i kroppen, kvalme, trykken for brystet, vejrtrækningsbesvær, susen i hovedet, tinitus, hovedpine, svimmelhed, koncentrationsbesvær, hukommelsesproblemer eller andre symptomer på stress.

Og selve det forhold, at dine symptomer er vedvarende, gør dig bekymret og bange for, at der for alvor er noget galt med dig. Og den tankegang forstår jeg udmærket. Den er nemlig fuld forståelig. Men ikke desto mindre helt forkert.

For faktisk er det indlysende, at du bliver ved med at have det dårligt. Der er nemlig en årsag, du overser. A missing link. Og faktisk er det ret simpelt:

Så længe du bruger al din vågne opmærksomhed på, hvor dårligt du har det, så tror pokker, at du bliver ved med at have det dårligt.

Det er altså ikke harmløst, alt det du foretager dig for at lindre din stress. Faktisk er du over-opmærksom på din stress, så længe du prøver at finde ro!

F.eks. når du…

  • sygemelder dig for at finde ro
  • ser tv-serier for at finde ro
  • kun tager babysteps for at finde ro
  • Sover eller hviler dig døgnet rundt for at finde ro
  • ændrer din kost og træning for at finde ro
  • undgår aktiviteter for at finde ro

For hvad er du fuldkommen og udelt opmærksom på, når du gør sådan? Du er helt og aldeles opmærksom på ikke at føle dig stresset – og BANG! Så er du det allerede.

For du kan ikke snyde din hjerne. Den er nemlig overordentlig kvik og er hverken udbrændt eller nedsmeltet. Faktisk har den aldrig fejlet noget in-the-first-place. Den er fuldt funktionel og har for længst luret, at du inderst inde er rædselsslagen, fordi du konstant går og piller i, hvor dårligt du har det.

Den gode nyhed er, at det kan du ændre på!

I kraft af din menneskelige natur kan du nemlig selv bestemme konteksten for dine indre oplevelser. Du kan vælge at fastholde din opmærksomhed på dine ubehagelige følelser, eller du kan vælge at udstrække din opmærksomhed til den sammenhæng, hvori følelserne optræder – og træffe en skelsættende beslutning om ikke at give dem al din vågne opmærksomhed.

Når du flytter din opmærksomhed væk fra hvor dårligt du har det, også selvom du har det dårligt, kan du selv bestemme, hvordan du har det med, hvordan du har det. På den måde får du det bedre. Men bedre er noget der kommer bagefter. Dvs. når du stopper med, at jagte bedring.

Din stress er altså ikke kronisk, snarere ironisk. Kronisk er noget, du gør den til. Ikke med vilje naturligvis, men tilfældigt og utilsigtet på grund af fejlslutninger og uhensigtsmæssig adfærd, der giver bagslag.

Ufrihed er ikke, at du har ubehagelige følelser. Ufrihed er, når du tillader dig at være tyranniseret af dem ved at beskæftige dig med dem 24syv.

Så prøv næste gang, når hele skraldespanden af ubehagelige følelser, fornemmelser og symptomer rumler i dig, at gøre noget andet end det, du plejer at gøre:

Udstræk din opmærksomhed til de ting i livet, som retteligt burde have din opmærksomhed i situationen. Det gør dig mindre stresset og forhindrer dit humør i at nå astronomiske dybder. Og lur mig, om ikke det også giver lidt på selvtillidskontoen, når du opdager, at du stadigvæk kan håndtere din hverdag, uanset hvad du føler?

Kh Sisse

 

 

 

6 svar til “Din stress er ikke kronisk.”

  1. Anynom stressramt siger:

    Kære Sisse,
    Jeg vil blot sige mange tak for et godt blog-indlæg! Et af de få “positive” indlæg vedr. stress – der er simpelthen for mange skrækhistorier på nettet. Dit indlæg gav mig en enorm ro, og fået mig til at indse af stress ikke “bare” går over med det samme – men at det nok skal komme med tiden.

  2. Kære kronisk stressramt, tusind tak for dejlig feedback:) Det bliver jeg glad for! Kh Sisse

  3. Mads Nielsen siger:

    Hvordan kommer man stressen til livs? Hvad mener du med prøve og gøre noget man ikke er vant til? For det er svært og fjerne forkuset væk fra stressen, når man føler sig kronik stresset :/ hilsen Mads

  4. Hej Mads,
    Et vigtigt skridt for at komme stressen til livs er bl.a. ikke hele tiden at fokusere på hvor dårligt man har det, da det i sig selv er ret stressende. Det er vanskeligt at finde ro så længe man har fokuserer på noget, man er bekymret og bange for. Men som du rigtignok skriver er det ikke en let øvelse, hvis man er kronisk stresset og har det virkelig skidt. Mange med stress forsøger på egen hånd at flytte fokus væk fra stressen ved f.eks. at distrahere sig med tv, lydbøger eller andre ting, som kan “overdøve” stressen for en stund, men det hjælper ofte kun kortvarigt og nogen gange slet ikke. Problemet med den slags distraktions-strategier er, at de faktisk virker modsat hensigten. Det betyder dog ikke, at der ikke findes gode strategier til at flytte fokus væk. Det kræver dog noget mere forklaring, og en instruktion, som jeg ikke kan give her. Heldigvis findes der efterhånden en del gode bøger på markedet om metakognitiv terapi, så måske du kan hente noget inspiration der:) Bedste hilsner Sisse

  5. Mads Nielsen siger:

    Tusind tak for dit svar. Er der god mulighed for at blive helbredt fra stressen og blive sig selv igen som før man blev stresset? Eller er det kun muligt og mindske sine symptomer efter man er blevet stresset, og faktisk sygemeldt pga. det. Jeg vil prøve og undersøge muligheder omkring metakognitiv terapi.
    Håber det vil hjælpe. Så går ud fra at der er håb forude i forhold til kronisk stress.
    Hilsen Mads

  6. Hej Mads,
    Der er super gode muligheder for at komme helt ud af kronisk stress, så altså masser af håb. Har set min kollega Carsten har skrevet en bog primært om stress? https://www.saxo.com/dk/stress-dig-sund_carsten-juul_haeftet_9788771715583
    Den kan sikkert allerede lånes på biblo:)
    Gode hilsner
    Sisse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *