I går fik jeg et nyt, fint medlemskort til Arndal Spa & Fitness. Jeg skulle træne for første gang i 6 måneder. Jeg er desværre ikke typen, der træner stabilt. Jeg tjekker ikke ind i træningscentret 2-3 gange om ugen år efter år uafhængigt af, hvad der ellers sker i mit liv. Desværre. For jeg forestiller mig, at det må være en vidunderlig vane at have.
Hvis jeg havde den vane, var min fysik utvivlsomt bedre end den rent faktisk er. Ikke at min fysik er dårlig, men jeg ville formentlig ikke på samme måde som i dag have et mellemværende med min krop umiddelbart efter jul og op til bikinisæsonen, hvis jeg trænede kontinuerligt. Jeg ville sikkert også gå en alderdom i møde med langt mere styrke og muskelmasse og færre komplikationer, end jeg kan forvente nu, hvor min træning står og falder med, hvad der ellers optager mig.
Desværre er jeg typen, der har ”gang i et projekt”, når jeg træner. Et projekt der handler om, at jeg lige skal tabe mig nogle kilo, har ondt i ryggen eller noget helt tredje. Og projekter har det med at slutte. Det ligger ligesom i ordet.
I foråret trænede jeg med Gitte, der udover selv at være personlig træner var højgravid. For Gitte er træning en indgroet vane og hun kunne ikke drømme om at stoppe sin træning, bare fordi hun er gravid. Det ville være ligeså unaturligt som at stoppe med at børste tænder. Og kort efter fødslen var hun i gang med træningen igen. Få uger efter fødslen kunne man slet ikke se, at hun lige havde født.
***
I øjeblikket er Gitte på ferie i Australien (og naturligvis passer hun sin træning som var hun hjemme i Danmark), så nu træner jeg hos Lotte Arndal (der også er gravid!) som heller ikke kunne drømme om at pause sin træning, uanset hvad der sker i hendes liv. Træning er træning, og der er ganske enkelt ingen sammenhæng mellem Lottes træning – og hvad der ellers sker i hendes liv.
Hverken Gitte eller Lotte træner på deres følelser, og derfor er deres træning stabil og deres resultater til at få øje på. Det skyldes, at de er i stand til at bære et indre ubehag uden at blive grebet af det, hylet ud af den eller føle trang til at handle på ”ubehaget” ved at udskyde eller droppe deres træning. De formår, uafhængigt af hvad de føler her og nu, at fastholde deres interesse omkring det som er væsentligt for dem, nemlig træningen – og det er frihed.
Frihed er ikke som mange tror en bestemt følelse, men derimod en uafhængighed af de følelser vi nu engang har. Det er en evne til ikke at blive grebet af sit indre ubehag og lade sig diktere af det.
***
I bund og grund tror jeg ikke, det er vigtigt for mig at træne kontinuerligt. Det er simpelthen ikke mit mål. Til gengæld er det vigtig for mig, at jeg kommer af sted til træning, når jeg har gang i projekt træning. Dét er mit mål.
Men ærlig talt, så er jeg ikke særlig vild med at træne. Jeg føler hverken trang til at træne eller eufori, imens jeg træner. Tværtimod rammes jeg af massiv modvilje, når jeg kommer i tanke om, at jeg snart skal af sted til træning. Problemet er bare, at jeg gerne vil have resultaterne. Resultatet af træningen er mit absolutte mål, og det, der ultimativt gør mig glad og tilfreds.
Derfor er jeg nødt til at sigte bagom mine her-og-nu følelser og afholde mig fra at bruge dem som pejlemærke for, hvad jeg foretager mig. Hvis jeg gjorde det, fik jeg aldrig trænet.
Heldigvis er jeg ikke forsvarsløs, når det drejer sig om mine følelser. Jeg lader dem aldrig diskvalificere det forhåndenværende øjeblik fra at være det øjeblik, hvor jeg pakker min taske og kommer ud af døren på trods af massiv ulyst i øjeblikket. På den måde når jeg bedst mine træningsmål. Ved at mærke mindre efter.
***
Her-og-nu følelser af ulyst og modvilje er en realitet for alle mennesker, men det er et vildspor at lade dem diktere vores adfærd.
Uanset hvad vi bilder os ind, og uanset hvilke arkitekttegnede forklaringer vi kan diske op med, tæller vores handlinger. Der findes ganske enkelt ikke situationer, hvor vores handlinger (eller manglende handlinger) ikke tæller, bare fordi vi ”følte ét eller andet”. Der er altid et resultat (eller mangel på samme) i den anden ende. Vi kan ikke melde os ud af livet ved at henvise til vores følelser.
Heldigvis er vi i bund og grund fri af vores følelser. Følelser betyder ikke særligt meget og kan betragtes som forbigående indre hændelser, hvis blot vi lader dem være. Det er aldrig følelserne i sig selv, som gør os triste og deprimerede og forhindrer os i at nå vores mål, men vores dysfunktionelle måder at reagere på dem på som eksempelvis aktivering af uhjælpsomme grublerier, nedsat aktivitetsniveau, isolation og undgåelse, som gør det fuldstændigt umuligt for os at komme videre og nå vores resultater.
***
Hvis du har et mål, du ikke kan nå, fordi du tror dine følelser står i vejen, kan du godt tro om igen. Du kan til enhver tid kontrollere dine handlinger frem for at lade din øjeblikkelige følelsestilstand få lov til at sætte dagsordenen.
Hvis ikke du føler det sådan, eller hvis du føler, at du mangler værktøjer til at håndtere det stress og ubehag som følger med når man stræber efter at nå et mål, kan du få adgang til alle de effektive metakognitive værktøjer, som jeg normalt arbejder med i mit certificerede metakognitive gruppeforløb lørdag d. 21 januar og søndag d. 22 januar 2017 kl. 9.30 – 16.00 begge dage.
Forløbet er ideelt til dig eller som julegave til en du kender, der har en travl hverdag med mange bolde i luften, og som nægter at ende i statistikken over stresssygemeldte danskere.
Du kan læse mere om weekendforløbet og tilmelde dig her.
Kh Sisse, Certificeret Metakognitiv psykolog.
OBS! Jeg har solgt klinikken MIND CPH i Bredgade og har ingen tilknytning til stedet længere. Jeg sælger kun mine ydelser via sitet www.sissefindnielsen.dk
Skriv et svar