Det var en kold, men skøn efterårsdag.
Min søn og jeg havde trasket Flådestation Holmen tynd, og set på krigsskibe og ubåde fra koldkrigstiden.
Nu stod vi på Kongens Nytorv og var ved at dø af sult.
Skråt overfor os lå burgerbaren Hot Buns, der udmærker sig ved at have værtinder, som kun er iført tanktop og hotpants.
Konceptet har afstedkommet en del ballade fra både feminister og fagbevægelse, som ikke har afholdt mig fra tidligere at besøge stedet. Som inkarneret burgerfoodie skal der mere til at afholde mig fra at stille min nysgerrighed, når en burgerjoint påberåber sig at være hovedstadens nye drug lord.
Denne dag var jeg dog i tvivl. Var Hot Buns det rigtige sted at lørdagshygge med min 9-årige søn?
Jeg prøvede at tænke tilbage på mit sidste besøg, men erindrede intet om ubehageligt letpåklædte piger. Jeg huskede kun, at deres oversize Oreo-milkshake sendte mig direkte hjem på sofaen, hvor jeg lå og ventilerede i flere timer.
Jeg besluttede mig for at lave en stikprøvekontrol ved at scanne værtinden i døren. Såfremt hun så tilforladelig ud, måtte det være godt nok. Også selvom min søn risikerede at få øje på et damelår, som hverken var mit eller teenagersøsterens derhjemme.
★★★
Den søde værtinde (som mest af alt lignede en tyrolerpige fra en schlager koncert på TV2-Charlies) anviste os straks et bord på 1. sal ved vinduet ud mod gaden.
Her sad vi så og ventede på maden, mens vi kiggede ned på de hardcore gæster, som havde valgt at spise deres burger udenfor.
Og endelig.
Heaven.
On.
Earth.
Et nirvana af habanero mayo, bearnaise creme og twister fries landede på vores bord.
“Eeeewweee“, Sagde min søn.
“Hvad er der galt?” Spurgte jeg, og kiggede på hans burger.
“Det er ham dér“, svarede han og pegede på en gæst, som sad udenfor og spiste. “Han har sådan en stor rød byld på hovedet“.
Jeg kiggede ud af vinduet. Og ganske rigtigt. Lige nedenfor os sad en mand med poleret isse og en stor rød knop på toppen af den.
“Åh, hold da op. Så lad dog være med at kigge på den“, sagde jeg, og flyttede beholderen med servietter hen foran vinduet, så den dækkede min søns udsyn.
Tøvende gik han i gang med at spise. Men kun for en stund.
“Jeg kan altså stadigvæk se den mor“, sagde han.
Jeg prøvede igen at flytte servietbeholderen rundt, så den dækkede udsynet mest optimalt, mens jeg bad sønnike om at tie stille og spise sin mad.
Han tog endnu en bid af sin burger. Det samme gjorde jeg, mens jeg pludselig tog mig selv i også at prøve ikke at kigge ned på manden.
“Moar“, sagde min søn igen. Nu med pivstemme.
Jeg tog tilløb til at skælde ham ud og anklage ham for at være en tøsedreng, der ødelagde vores hyggedag. Men nu var drengen ligbleg og straks efter tog opkastrefleksen over.
Jeg forsøgte desperat at afværge situationen, og blev mere og mere fortvivlet. Min søn havde det rigtig skidt og kunne vitterligt ikke spise. At skælde ham ud eller tvinge ham til at spise var ikke en løsning. Det havde jeg allerede gjort. At involvere værtinden eller knoppens ejermand var nok heller ikke en option.
Så efter 5 minutter i heaven (og 10 minutter i hell) besluttede jeg mig for at forlade etablissementet og efterlade for 400 kr. Nirvana.
(Hvad den søde værtinde tænkte, da hun ryddede vores bord, skal jeg ikke kunne sige. Men det var helt sikkert skudt ved siden af).
★★★
Her havde jeg bekymret mig om letpåklædte servitricer, og så blev det selvskabte problemer, som skulle ødelægge vores hyggedag.
Og sådan er det med de fleste af vores problemer. De er selvskabte.
Se, nu er det fristende at tænke “Forkælede møgunge. Han kunne da bare lade udsigten være og spise sin mad“.
Problemet var imidlertid hverken udsigten eller maden, men tanken om knoppen.
Hver gang min søn forsøgte at spise, dukkede tanken op. Og i stedet for at lade tanken være, forsøgte han at skubbe den væk, ved at prøve ikke at tænke på den.
Det er imidlertid en håbløs strategi overfor uønskede tanker.
Når man kæmper med dem, får man flere af dem. Det er en metakognitiv lov.
På samme måde er det en håbløs strategi, at spørge dig selv hvis du har angst:
”hvad i alverden er jeg bange for? Der er jo ikke noget at være bange for!”
Det virker heller ikke. For selvom du har ret, så vil du føle angst, så længe du kæmper med at slippe af med angstfyldte tanker.
Når du kæmper med angstfyldte tanker, får du flere af dem. Det er en metakognitiv lov.
And so the story goes…
★★★
Det fede ved selvskabte problemer er (trommesolo): at de er selvskabte!
For så kan man jo holde op med at skabe dem.
Det gælder både for min søn og for dig med angst.
(Tænk hvis ikke det hang sådan sammen. Så ville min dreng dø af sult, thi der fortsat eksisterer isser med knopper på planeten Jorden).
Hvis du vil stoppe med at skabe problemer for dig selv, og dvæle mindre ved tankerne om fortiden og bekymre dig mindre om tankerne om fremtiden, er der effektiv hjælp at hente.
Om en uge åbner jeg igen op for nye forløb, så du kan blive din stress, angst og depression kvit ved hjælp af evidensbaseret metakognitiv terapi.
Og hvis du er ligeså motiveret og vedholdende som mine seneste klienter, kan du nå at blive frisk inden jul. Vi har lige knap 8 uger. Det burde være nok.
Kh Sisse
Sådan! Godt timerne før restauranten var gode.
Ja. Det var heldigvis en dejlig dag:)