I efteråret ’97 fik jeg en ny kæreste. Jeg havde været alene med mine to døtre på 7 og 9 år i årevis, så det var en kolossal omvæltning, da der pludselig dukkede en fremmed mand op, som efter kort tid også flyttede ind.
Stemningen var mildest talt akavet. Pigerne ønskede kæresten hen hvor pebret gror, og nu stod vi foran december og skulle holde jul sammen. Jeg frygtede det værste og droppede sågar et par eksaminer i familiesammenføringens navn.
Men kæresten havde et kort i ærmet. Han havde verdens største computerskærm, og så spillede han Tombraider med ikoniske Lara Croft i hovedrollen som digital action-heltinde.
Tombraider virkede som en magnet på os piger, og uden vi opdagede det, blev vi forført dybt ind i Lara Crofts univers, godt hjulpet på vej af walkthroughs, vi fandt på nettet.
De detaljerede walkthrough-guides gjorde det muligt for os at gå den direkte vej gennem spillet – og hurtigt og effektivt overvinde selv de vanskeligste forhindringer.
Kæresten opponerede og mente, at vores walkthroughs var snyd. Vi derimod var vilde med dem – og hævdede, at følelsen af uovervindelighed hverken ødelagde spillets suspense eller underholdningsværdi iøvrigt.
Vi flettede ikke et eneste julehjerte den december. Til gengæld forcerede vi ruiner og kløfter og nedlage oceaner af hajer og sultne tigre. Og da vi nåede 23. december, sad pigerne på dørmåtten i opgangen og ventede på at kæresten kom hjem på juleferie.
Men tiden gik, og situationen ændrede sig. Pigerne blev større, jeg fik arbejde, og kæresten holdt op med at spille Tombraider, og i årene efter var det kæresten der sad på dørmåtten til langt ud på natten og ventede på, at pigerne kom hjem.
Indtil for nylig havde jeg glemt alt om fænomenet walkthrough, da jeg pludselig stødte ind i én. Ikke til Lara Croft, men til food cravings dvs. situationer, hvor man desperat hungrer efter ét eller andet og føler, at livet under ingen omstændigheder kan fortsætte, før man får tilfredsstillet sit umiddelbare behov.
Desværre er der ofte et modsætningsforhold mellem behovet på den ene side og vores langsigtede mål på den anden side, så følger man behovet, ja så taber man på den lange bane.
I sådanne situationer kan det være en fordel at have en walkthrough, så man kan forcere selv de vildeste impulser uden at bukke under for dem – og sådan én finder du linket til HER
Kh Sisse
Jeg kender godt det med at blive helt bidt af computerspil – i perioder laver jeg ikke andet end at spille; det er det eneste, jeg foretager mig.
Vi kender hinanden fra Psykiatrifondens psykoedukation, og jeg synes, du var en rigtigt god underviser.
Hej Hanne – det husker jeg. Og tusinde tak for ros:)
Jeg er desværre blevet alt for utålmodig til at sætte mig ordentlig ind i et spil og lære at kontrollere det, så det bliver rigtig underholdende. Det kræver mere tid end jeg har, og så skifter de jo hele tiden spillekonsollerne ud med nyere modeller, så jeg har lidt opgivet at følge med.
Rigtig god søndag til dig.