Ignorer dine tvangstanker

Tvangstanker er påtrængende tanker, forestillinger eller impulser, som vi oplever som skræmmende, klamme eller frastødende. Det kan eksempelvis være tanker med et voldeligt, seksuelt eller religiøst indhold.

Tvangstanker er karakteriseret ved at være såkaldt egodystone dvs. uforenelige med vores selvbillede og ukarakteristiske for den måde, vi almindeligvis betragter os selv på. En person med tvangslidelse kan f.eks. have meget svært ved at forstå, hvorfor han har tvangstanker om at skære halsen over på sine kone, når nu han elsker hende højt.

Alle mennesker rammes nu og da af tvangstanker – også mig. En tvangstanke som hyppigt rammer mig, er tanken om at sige noget virkelig grimt til personen foran mig ved kassen i supermarkedet.

Det sker typisk, når jeg står bag en bestemt type person, som bevæger sig i slowmotion, fumler ved kassen og tilsyneladende kun kan mærke sig selv. Typen, der er hundred år om at lægge sine varer på båndet, og dækker over dankortautomaten, mens han eller hun bruger en krig på at taste sin pinkode (altså efter at have brugt en krig på at finde den her tåbelige tingest i sin pung) og naturligvis også skal have rabatmærker, tjekke om en rabat er fratrukket og dælme kommer tilbage midt i min ekspedition – og plaprer løs, fordi prisen på en vare angiveligt ikke matcher prisen i det tilbudskatalog, som vedkommende står og fægter med.

I lige nøjagtig den situation får jeg tvangstanker med et voldspsykopatisk indhold. Jeg er imidlertid alt for ’pæn’ og konfliktsky til at reagere på tanken, og desuden har jeg ikke det store problem med at have den slags tanker. Dvs. jeg skilter ikke ligefrem med dem, men jeg kan sagtens acceptere, at jeg får dem og jeg ved, at de forsvinder igen i det sekund jeg er ude af butikken.

Det interessante ved tvangstanker er, at vi udmærket er klar over, at de er et produkt af vores egen tankevirksomhed. Det gælder også for mennesker, der opfylder diagnosekriterierne for tvangslidelsen OCD, men ikke desto mindre forholder de sig alligevel til deres tvangstanker, som om de er mere end bare tanker og som om de har en særlig betydning eller magt – og dét er grundlæggende deres problem.

Lad os se på den samtale jeg havde med (lad os bare kalde ham) Henrik engang. Henrik var kolossalt plaget af sine tvangstanker om at skade sin kone, som han i øvrigt elskede inderligt og ikke kunne drømme om at skade. Alligevel pinte tanken ham, og han kunne ikke lade være med at tvivle på, om han rent faktisk kunne finde på at skade hende, når nu han fik den tanke – eller om gud ville straffe ham for at have tænkt tanken:

MIG: Forklar mig lige mekanismen. Hvordan i alverden kan en tanke om at du vil skade din kone føre til, at du rent faktisk vil skade hende?

HENRIK: Det er svært at forklare, og jeg tænker også, at gud vil straffe mig for at have tænkt den tanke.

MIG: Så du antager at gud er alvidende – herunder at gud ved, hvad der foregår i dit hoved?

HENRIK: ja.

MIG: Hvorfor ved gud så ikke, at dine tanker bare er tvangstanker?

HENRIK: Øh..

MIG: Det lyder som om at du har magt til at styre guds adfærd gennem din egen tankekraft?

HENRIK: Nej…øh…

Lad os lige springe ud af dialogen her – som faktisk er en klassiker – og knytte et par kommentarer til Henriks visioner:

Henrik forestiller sig uden at tænke nærmere over det, at der findes en gud, og han formulerer denne forestilling indenfor den lokale mytologi i det samfund, han tilhører. Derfor får guden navnet Gud, og er bl.a. altvidende, straffende og moraliserende (hvad langt fra alle guder er).

I anden omgang tænker Henrik at den gud, som han altså har tænkt sig til, ved hvad Henrik selv tænker, men han bliver alligevel overrasket, da han ved lidt hjælp opdager, at guden ikke uden videre kan gennemskue, at hans tanker er tvangstanker, selv om han godt selv kan indse det. Og pludselig ved Henrik mere end guden!

Henrik er altså udmærket klar over, at hans tvangstanker er et produkt af hans egen tankevirksomhed. Hvis gud ikke kan se den bagvedliggende motivation for tanken (dvs. gud ser kun tanken og tager den for pålydende) må den logiske konsekvens være, at Henrik kan styre gud gennem sin egen tankekraft.

Sjovt og tilsyneladende paradoksalt, men faktisk helt almindeligt.

***

Den primære opgave i OCD behandling går således hverken ud på at realitetsteste sine tvangstanker eller overbevise sig selv om, at man kan modstå dem.

Den primære opgave går ud på at placere tvangstankerne, hvor de hører hjemme – nemlig i tankernes verden og stoppe med at forholde sig til dem som andet end tanker eller idéer, der blot kan ignoreres. Når man holder op med at bekymre sig og stopper med at handle på tvangstankerne for at dæmpe den uro de medfører, mister de deres betydning – og så klinger OCD’en af.

Det var alt for nu.

Hvis du har spørgsmål om tvangstanker kan du altid smide mig en mail på hello@sissefindnielsen.dk

Kh Sisse

Ps. Vidste du forresten at man har målt folks hjerneaktivitet når de 1) henvender sig i inderlig bøn til den gud, de tænker sig til i deres kristne kirker, og 2) når de tænker på et menneske de enten frygter eller respekterer. Og guess what. Man kan ikke se forskel. Monoteismens guder ligner til forveksling den klassiske farmand inde i folks hoveder. Men lad nu bare det ligge…