Blog

Nej, det er ikke din ven og coach!


Jeg har haft en fantastisk uge. Jeg har fået en flot anmeldelse af mit Metakognitive gruppeforløb i det nyeste nummer af Magasinet Psykolog, der netop er kommet på gaden.

Og selvom der explicit står i anmeldelsen: ”…I den sidste uge svæver flere af os på en lyserød sky”, hvilket er super nice læsning, som gør mig piv stolt, popper der alligevel kritiske tanker op i mit hoved, der siger noget i retning af:

”dét der kunne du have forklaret bedre”
”og dét der kan misforstås”
”der er alligevel ingen der læser det, og det er nok også bedst”

og så er der tankerne, der siger:

”hold nu op med at tænke sådan. Læg det bag dig og koncentrer dig om noget andet”

For det er sådan hovedet fungerer. Det popper. Ikke popcorn, men tanker.

Meget af dét, hovedet finder på at poppe op med, kan vi nemt affeje som det rene sludder og vrøvl. Det er typisk dét, der kommer fra stemmen, vi kan kalde for sludrechartollet, som kæfter op og kommenterer på alt, hvad der foregår.

Men hovedet er en tricky størrelse!

For sludrechartollet har selskab af en anden stemme, der ved første indtryk virker meget fornuftig, da den ber’ sludrechartollet om at klappe i – og dig om ikke at lytte efter.

Stemmen foregiver på den måde at være din ven og coach og roser dig, når du ikke lytter til sludrechartollet – og kritiserer dig, når du alligevel kommer til det.

Og typisk identificerer vi os med coachingstemmen, og tror, det er os, der hjælper os selv.

Men hvis vi identificerer os med coachingstemmen og tror, at det er os, der snakker med os selv, vil vi altid føle, at vi har et problem – for stemmen stopper aldrig med at insistere på, at vi har et problem, som vi bør forholde os til.

Heldigvis har jeg indset, at coachingstemmen ikke er mig.

Jeg behøver således ikke lytte til hverken den ene eller anden stemme.

Det har naturligvis været en proces, da jeg til at begynde med stod skoleret og lyttede pænt og reagerede på alt det, coachingstemmen forholdt mig.

Men så indså jeg pludselig, at ligegyldig hvor umage jeg gjorde mig for at reagere korrekt, så stoppede stemmen ikke med at knævre, så til sidst holdt jeg op med at reagere.

Og eftersom stemmen ikke reagerede på, at jeg ikke reagerede, stoppede jeg også med at lytte til den. Og i dét øjeblik forsvandt min permanente følelse af, at have et problem.

Paradoksalt nok kan jeg langt bedre identificere problemerne nu, hvor jeg ikke længere føler, at alting er problematisk. På den måde drukner mine problemer ikke længere i mængden af problemer, men er til at overskue.

Normalt tror vi, at dét ikke at have et problem betyder, at vores tanker forsvinder eller holder op med at genere os.

Men ikke at have et problem betyder, at vi ikke længere bekymrer os om hvorvidt tankerne er der eller ej, og ikke bryder os om, hvorvidt de generer os eller ej.

Alle stemmerne i vores hoved er blot ledsagefænomener til vores eksistens på nøjagtig samme måde, som åndedrættet er det.

Selvom brystkassen aldrig stopper med at hæve og sænke sig, og således vedvarende skaber uro, kan vi alligevel sagtens finde ro. Ikke ved at kontrollere åndedrættet, men ved at opgive kontrollen over det og indse, at vi eksisterer separat fra vores åndedræt.

Først da vil vi opleve ikke længere, at have et problem. Og derfor har jeg heller ikke et problem med at linke til artiklen i Magasinet Psykologi – også selvom det vækker problematiske tanker. Du finder artiklen her.

Hvis du også vil lære min enestående teknik til ikke at lade dig terrorisere af dine indre stemmer, så underviser Jon Bertelsen og jeg i teknikken på Meditations Bootcamp næste weekend. Der er kun få pladser tilbage, og du kan kapre én af dem lige her.

Kh Sisse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.