Blog

Oh save me my hero…


Jeg har igen haft vanvittigt travlt, og når jeg har travlt i en længere periode kan jeg godt blive en anelse hudløs, især når der pludselig opstår et problem eller en konflikt (og det gør der som bekendt altid).

Det er ikke fordi jeg har haft travlt med ting, som er meningsløse eller åndssvage. Tværtimod. Jeg har haft drøn travlt med at holde spændende oplæg og lave supervision, og jeg er i fuld gang med pop-up forløbet MindFit360, hvor et hold seje kvinder er i færd med at ændre både tanke- og livsstil – og samtidig er jeg midt i optagelserne til et tv-program (jeg skal nok fortælle mere om dette på et senere tidspunkt).

Det er altså mange spændende ting, jeg har på programmet, men også krævende ting og derfor er jeg både træt og opkørt på samme tid. Og så bliver jeg åbenbart lidt sprød.

Helt konkret skete der det i går morges, at jeg som sædvanlig var på vej til arbejde. Og på min faste rute gennem Fredericiagade, som er en meget fredelig gade stort set uden aktivitet, stod ham her:

untitled-design

Han stod bare der helt alene og stod. Fuldstændig out of context – og så noget voldsom ud. Og han og jeg var de eneste mennesker i gaden.

Jeg ved ikke, om du kan forestille dig det, men det føles altså lidt awkward at passere en person som er så i øjenfaldende for ikke at sige påfaldende i sit udtryk.

Da jeg nåede hen til ham, stoppede jeg pludselig op og sagde: ”Øhh…er der noget, man skal være bange for?”

Et splitsekund nåede jeg at overveje, om jeg ville blive skudt af en snigskytte, som lå på taget og sigtede mig i nakken. Jeg nåede vist også lige at forestille mig, at jeg fuckede et attentat op med mit tåbelige spørgsmål eller at han ligesom dronningens livgarder ikke måtte tale.

Men så kiggede han på mig med de rareste øjne og sagde:

“Nej, du skal ikke være bange. Det er derfor jeg er her. For at passe på dig. Kan du have en rigtig god dag”

Jeg blev helt paf og fik lyst til at kaste mig i hans arme, og sige han måtte love aldrig at forlade mig.

Men så kunne jeg godt regne ud at ”kan du have en god dag” formentlig betød noget i retning af ”nåh, men du skal vist også videre…”

Så jeg sagde bare: “Nå, det er da godt at vide. I lige måde.” Og så gik jeg videre.

***

Gosh, hvor er det sjældent at nogen siger sådan til mig (det kunne jeg godt blive afhængig af).

Men selvom det var en god oplevelse, blev jeg opmærksom på, at jeg faktisk var sprød og gik og følte mig trist og ensom.

Måske på grund af de udfordringer jeg har i mit liv. Måske ikke. Jeg ved det ikke, men jeg kunne helt sikkert finde en årsag, hvis jeg ville.

***

Jeg er hverken deprimeret eller melankolsk af sind, men somme tider hænder det, at jeg pludselig føler mig kolossalt trist og ensom. Og det er i sagens natur en ubehagelig oplevelse.

Men man er først på spanden, når man ikke kan håndtere den slags oplevelser. For eksempel hvis man tror, at det ikke er en almen oplevelse eller en naturlig del af livet af have det sådan.

Mange tror at livet handler om at have det godt og undgå at have det skidt, og det er umiddelbart betragtet også rigtigt nok. Men livet handler i særdeleshed også om at kunne tåle og rumme at have det dårligt uden at gå i panik og give op og blive deprimeret af det. Det er faktisk helt afgørende at lære.

Når jeg har terapiforløb, handler det naturligvis om, at mine klienter kommer af med deres akutte stress, angst og depression. Men når de har fået det bedre og ikke længere opfylder kriterierne for en diagnose, handler en stor del af forebyggelsesarbejdet om at “lære at have det dårligt”. At lære at have det præcis ligesom jeg og alle andre har det nogle gange: ad helvedes til.

Hverken mere eller mindre.

Først når vi er fortrolige med at have det ad helvedes til, kan vi håndtere det på måder, som gør, at de modbydelige følelser ikke har så voldsom en betydning for os.

Men det kræver, at vi tør have det ad helvedes til uden straks at handle på det for at få det til at forsvinde.

For hvis vi hele tiden prøver at få vores elendighed til at forsvinde, så bliver vi ved med at kæmpe imod den, og så vil den hele tiden være present. Og så opdager vi aldrig, at elendigheden ikke har nogen langsigtede konsekvenser, men bare føles møg ubehagelig, mens den står på.

Kh Sisse

Du kan læse mere om følelser her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *