Blog

Skal jeg fortælle dig noget, som er soleklart?


No-shit, Sherlock!

…er formentlig den sætning, som flest gange kom ud af munden på min datter, da hun var allermest teenager.

”Du har fået fregner, Mille”

No-shit, Sherlock!

”Mille, vi har travlt”

No-shit, Sherlock!

You get the point.

Jeg har aldrig selv brugt at sige det. Men jeg har tænkt det.

Første gang jeg husker, var da jeg var 13 år. Min veninde og jeg var i Magasin, og da vi gik forbi Clinique standen i kosmetikafdelingen, blev vi stoppet af en kittelklædt ekspeditrice, som tilbød mig en computerbaseret hud analyse.

Holy moses! I 1981 var en computer science fiction. Tænk engang, at sådan én skulle analysere min hud. Jeg var fuldstændig benovet, men også lidt bekymret. Hvad hvis den ikke holdt sig til opgaven, men også kortlagde mine gener, læste mine tanker eller kunne forudsige min fremtid.

Kitlen dirigerede mig hen til en hvid plastikboks med store sølvfarvede knophåndtag, der manuelt kunne skubbes til side på samme måde, som man skubber kuglerne langs strengene på en kugleramme. Hun fortalte, at hun ville stille mig 8 spørgsmål, som computeren efterfølgende ville behandle for at kunne analysere min hud.

Det var med hjertet i halsen og fremtiden på spil, at jeg fik fremstammet et svar på omtrent følgende spørgsmål:

Er du lyshåret? Ja.
Er du mørkhåret? Nej.
Er du lys i huden? Ja.
Er du mørk i huden? Nej
Får du fregner om sommeren? Ja.
Bliver du let rød i solen? Ja.
Bliver du let skoldet i solen? Ja.
Bliver du rød før du bliver brun i solen? Ja

“Lige et øjeblik”, sagde kitlen og forsvandt om bag et forhæng. Jeg gøs. Og et splitsekund overvejede jeg om jeg skulle stikke af, men så trak kitlen forhænget til side og forlagde mig et stykke papir med en graf:

”Computeren har nu analyseret din hud”, sagde kitlen, og pegede på grafen med sin kuglepen. ”Vi ser her, at du er en typisk skandinavisk pige, der får fregner om sommeren og har tendens til at blive rød i solen, og som har brug for en høj solbeskyttelsesfaktor om sommeren, og et fugtgivende plejeprogram året rundt. Til det anbefaler computeren Clinique plejeserie nummer 2.”

Jeg var målløs. Og ordløs. Og min tillid til videnskaben var i omtrent frit fald. Min veninde tog det mere afslappet. Hun var ved at kvæles af grin, og tydeligvis ikke bange for at vise det. Jeg derimod var flov. Både på venindens og kitlens vegne. Ikke desto mindre tvang min autoritetstro mig igennem en trøstesløs demonstration af plejeserie nummer 2, mens min veninde stille og roligt tøffede hen mod Magasins udgang, hvor hun købte sig en pistacie softice (Pistacie softice var the shit i 81’).

Den gang tillod jeg ikke mig selv at tænke No-shit sherlock!, men i dag ved jeg, at det var nøjagtig hvad jeg tænkte.

***

I de efterfølgende årtier tænkte jeg det mange gange. Især da jeg var psykologistuderende på Københavns Universitet, og skulle trænes i anvendelsen af videnskabelige kliniske metoder:

”Moderen, som har mistet sit barn…” tolkede underviseren på vores terapihold: ”…er i sorg”. No-shit Sherlock! tænkte jeg. ”Manden med cancer forsøger vist at fortrænge sandheden”, tolkede underviseren igen, og jeg tænkte igen mit.

Indtil en dag, hvor jeg bare tænkte shit! Ikke no. Eller Sherlock. Bare shit!

Det var den dag, det gik op for mig, hvorfor man har stress, angst og depression, og hvordan man kommer ud af det.

Den dag, hvor jeg pludselig forstod det, og det gik op for mig, at årsagen er en helt anden end man umiddelbart skulle tro, blev et vendepunkt i mit professionelle arbejde som psykolog.

På samme måde er det et vendepunkt for mine kunder, når de opdager mekanismerne bag deres symptomer, og opdager at de hverken er defekte eller sårbare – og at der ikke nødvendigvis er noget galt med deres liv.

Mine kunder orker ikke at høre, at deres hverdag er presset, at deres børn er besværlige eller deres selvtillid ikke blomstrer. Det ved de allerede. Ligesom de også godt ved, at sådan har det altid været, og sådan er det for de fleste mennesker uden at det behøver at være et problem.

Mine kunder vil ikke vide noget, som er indlysende for enhver, men vide hvorfor de pludselig har fået det skidt, og hvad de kan gøre NU for at få det bedre.

Derfor snakker jeg ikke med mine kunder om alt det, de udmærket godt er klar over, men om mekanismerne der tæller, når man har stress, angst og depression. Og de mekanismer er hverken vores gener, selvopfattelse eller historik, men vores overbevisninger om vores egne tanker, dvs. hvad vi tror om vores egne tanker.

***

Nå. Hvad tænker du nu?

No-shit Sherlock?

Det gjorde du ikke, vel?

Og ja, du læste rigtigt:

Vores overbevisninger om vores egne tanker er bestemmende for hvorvidt vi har stress, angst og depression – eller ej.

Betyder det så også, at man kan komme ud af stress, angst og depression alene ved at ændre sine overbevisninger om sine egne tanker?

Ja. Det er lige nøjagtig, hvad det betyder.

Men da det ikke nødvendigvis er soleklart, vil jeg fortælle dig lidt mere om det i næste nyhedsbrev, så stay tuned.

Kh Sisse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.