Skal vi sidde i rundkreds?

Så har du chancen nu. For på mandag løber mit næste metakognitive gruppeforløb af stablen, og der er stadigvæk ledige (stole) pladser. Bare rolig. Der er ingen gulvpladser. Og faktisk sidder vi slet ikke i rundkreds.

Om jeg selv har siddet i rundkreds? You bet.

Jeg er årgang ’68 og er vokset op med en enlig mor, der læste til pædagog på et seminarium i pisserenden i København (i en tid, hvor de prostituerede stadig hang ud af pisserendens vinduer for at skaffe sig nye kunder). Og jeg kan love dig for, at min mors studieliv kunne få en moderne fredagsbar anno 2016 til at blegne.

Min mor og hendes studiekammerater øvede sig nemlig i mere end blot kritisk-frigørende marxistisk pædagogik, og så sad de konstant i rundkreds. Det samme gjorde jeg, for jeg gik på ræve røde Østerbro Lilleskole.

Faktisk gik jeg i klasse med Thomas Vinterberg, og hvis du har set hans (vist nok seneste) film “Kollektivet” så er det et regulært 2-timers flash-back til min barndom.

Anyway, hver dag startede med at alle på skolen sad i rundkreds på loftet og sang morgensang. Jeg husker især denne her sangtekst:

“Har diktatoren i Chile været barn ligesom vi engang
Har han også kunne smile synge med på en fælles sang
Hvad kan det komme af at han er morder i dag, der må vel være en grund til at han blev så ond”.

Scary shit! Men jeg elskede sangen og brølede løs, og selvom jeg syntes at diktatoren var et rigtig dumt svin, var det ikke noget, der for alvor bekymrede mig.

***

Når jeg kigger tilbage på min barndom, var den fyldt med prostituerede i gaden vi boede og halvstive storrygende pædagoger og alverdens trusler i form af morderiske diktatorer og anden “kapitalistisk” ondskab (mente min mor og hendes venner).

Men selv om min verden var dødsens farlig, var jeg aldrig nogensinde stresset eller angst. Som i ever never.

Og det skyldes, at stress og angst ikke handler om farlige ting i den virkelige verden, men handler om hvordan vi tænker om farlige og ufarlige ting i den virkelige og uvirkelige verden.

Du kan tænke om dem på en måde, der udløser stress og angst – og på en måde, der ikke udløser stress og angst. Og hverken den ene eller anden måde er bestemt af hvorvidt du sidder i rundkreds eller ej.

Derfor sidder vi ikke i rundkreds, når jeg afholder metakognitive grupper. For jeg er efterhånden en aldrende dame, som sætter pris på komfort og på, at jeg kan komme op fra gulvet igen.

Til gengæld sidder vi på stole i mit mødelokale og træner strategier der gør, at du på kommando kan lade dine tanker være og få ro i hovedet og krop.

Kh Sisse

Advarsel! Hvis du trykker på linket her begynder sangen om diktatoren i Chile.