Blog

UNDGÅ HAPPY HOUR EFFEKTEN, HVOR ÉT PROBLEM BLIVER TIL FLERE.


Da jeg gik i gang med 4 week intense training forløbet, vidste jeg godt, at MIN specifikke udfordring – og dét, som kunne få mig til at droppe træningen, ville være hverdagsstress og for lidt nattesøvn. Men det er lykkes mig at prioritere træningen benhårdt – også selvom jeg har travlt og generelt sover for lidt.

Der er ingen tvivl om, at søvn er vigtigt og jeg ville sikkert også have mere overskud og formentlig træne bedre, hvis jeg sov mere, men det gør altså jeg ikke – uanset om jeg træner eller ej.

Derfor er der ingen grund til ikke at træne, selvom jeg er træt. For så får jeg bare et problem mere: så er jeg både træt og i dårlig form, og det er ikke befordrende for noget som helst! Nu er jeg bare træt, men kroppen har det fantastisk, og jeg har ikke den samme lyst til søde sager som jeg normalt har, når jeg sover for lidt.

Ofte har vi en idé om, at vi først kan gå i gang med nye projekter, når alt omkring os er ”faldet på plads”. Idéen understøttes flittigt af almene sundhedsfremmende tiltag med budskaber som f.eks. at man bør undgå stress og ikke presse sig selv for hårdt.

Problemet er bare, at tingene sjældent falder på plads én gang for alle. Når noget falder på plads falder noget andet fra hinanden, og derfor risikerer vi aldrig at komme ud af starthullerne og i mål med de ting, der virkelig betyder noget.

På den måde kan velmenende sundhedsbudskaber i nogen tilfælde have utilsigtede og ligefrem kontraproduktive konsekvenser ved at skabe frygt, stigmatisering, skyld og selvkritik og føre til selvdestruktiv adfærd – især hvis man føler sig overvældet af dem. For hvad er så mere oplagt end at smide sig i sofaen med en smøg og et glas vin for at ’passe på sig selv’ og dulme sin stress.

Billedet ovenfor er et screendump fra min løbetur forleden morgen, hvor jeg kun har sovet 5 timer og 14 minutter. Ikke desto mindre kunne jeg sagtens træne i peak zone og således sikre, at jeg holdt fast i mine træningsplaner. I nat har jeg til gengæld sovet 8 timer for første gang længe – og netop fordi trætheden ikke har givet mig et afledt problem, er både kroppen og energien helt i top.

Prøv derfor, hvis du er udfordret på flere områder, at isolere dine udfordringer og arbejd på at sikre, at ét problem ikke skaber flere problemer – især hvis du er klar over, at der plejer at være en sammenhæng mellem dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *